Jagthunden

Når man tager imod sin første and, som ens unge jagthund stolt har afleveret, så kan det sammenlignes med når man skyder sin første buk... man fyldes med glæde og bliver lidt stolt over at ens anstrengelser og måneders træning med kræet, endelig kunne få lov at udfolde sig på smukkeste vis...

8 uger gammel og et frækt udtryk i øjnene og man tænker...hmm.. skal der nogensinde blive en jagthund ud at dette lille væsen... denne tanke bliver ved med at vende tilbage når man forgæves forsøger at lære hunden, ikke at sove i møblerne, ikke bide i diverse tøj og fodtøj og ikke spise børnenes legetøj... man er så ikke i tvivl om at det er en jagthund man har fået, når den første gang stolt kommer med alle naboens høns, pænt lagt på trappen... SATANS HUND tænker man... men apportere det ville den da..

Man bruger timer, uger og måneder på at lære hunden hvad den ikke må og hvad man forventer af den.. man træner og arbejder med den og lige pludselig en dag begynder man at kan se det.. det lille kræ som man har forbandet til tider og ens jagt kammarater har grinet af, (kun fordi man ikke lige har valgt en race som deres).. er blevet til en jagthund og ikke kun det... man har har fået den bedste ven, som aldrig svigter en..

Så endelig kommer dagen, hvor man er så heldig at blive inviteret på andetræk.. det blæser selvfølgelig en hel pellikan, man tager det varmeste tøj på man har, dog ikke så meget, at man ikke kan skyde... bliver hentet af kammaraten, som spydigt siger : skal du ikke have hund med...? nu har du jo pralet så meget af den... Hmm.. man havde jo egentlig først regnet med at den skulle vises frem næste år, men nu hvor der ligefrem bliver vist interesse for den, så kunne man da prøve, vi skulle jo kun på et lille andetræk og til grin var man jo alligevel... og den kunne jo bare få lov at sidde at kigge...

Ænderne trak rigtig fint den aften..vi sad fint i skjulene og  den spydige kammarat skød til 2 ænder. Han ramte den ene flot og anskød den anden.... Nu var sitiuationen sådan at hans hund ikke lige var på sin plads.. den var såmænd gået på jagt efter de ænder vi havde ladet gå ned i hullet... Så kom tanken.. skulle man prøve...hun havde faktisk markeret den og en anden hund var ikke lige til at finde... APPORT... Hunden ser på en... må jeg godt.... øjeblikket efter er hunden væk... det er næsten mørkt... hvor er den hende? Så står man der og tænker.. man viste det godt... hundens første jagt, en anskydning... hvor dum har man lov at være.. men så.. alle de grimme tanker forsvinder med et, da hunden sætter sig ved ens side.. værsgo..man har lige taget imod hundens første and..

Kunne ikke lade være.. løfter anden og siger til sidemanden : Jeg har din and her...mens man  sætter et smil op, der ville få alle ænderne til at søge et andet vandhul.

Hundredevis af ænder, fasaner, år og jagtdage senere.. man tænker tilbage på alle de fantastiske timer man har tilbragt sammen med hunden.. den har fulgt en igennem alt. Aldrig svigtet eller på anden måde skuffet en, altid været klar når jagttøjet kom frem..

Man ved det godt.. hunde lever ikke evigt.. heller ikke gode jagthunde, selvom man håber og tror. Næsten 13 år har den fulgt mig, men så kommer dagen man må sige farvel...

Tankerne flyver.. det første andetræk...tænk hvis man ikke havde haft hunden med.... så havde man nok ikke fået alle de invitationer som det siden blev til... det var ihvertfald ikke på grund af ens skydning man blev budt med...

Man mindes stolt jagthunden mens man graver hullet... ligger hunden til hvile og ønsker den en god rejse til de evige jagtmarker...

Man løfter telefonrøret og spørger..... kan jeg købe en Chesapeake hvalp ?